Digitale Tråde over Landskabet
Gå på opdagelse i kulturarven ude i landskabet med din smartphone og oplev vores ellers skjulte kulturarv der, hvor historien har fundet sted.
Museum Skanderborg er med i museums-app'en Digitale Tråde over Landskabet.
Med den kan man blandt andet udforske jernalderens Hellige ådal med de tre store offerpladser: Alken Enge, Forlev Nymølle og Offersøen i Illerup ådal.
Man kan læse historierne hjemmefra, men der er også nye oplevelser og mere information at hente ved besøg på lokaliteterne ude i landskabet.
App'en er gratis og kan hentes på App Store til iPhone eller på Google Play til Android.
Ny stedkendende teknologi giver særlige oplevelser
App’en har flere funtioner. Man kan finde steder både via kort og via en liste, hvor man selv ved hjælp af et filter bestemmer hvilke tidsperioder, der skal vises, samt i hvor stort et område, man vil have vist historier fra.
Med en ny stedkendende mobilteknologi benytter App’en gps og mobilkamera i telefonen, så man med såkaldt ”augmented reality” får lagt et lag oven på billeder af virkeligheden, når man står ved fundstedet. På den måde vil spændende fund, udgravningstegninger eller historiske bygninger dukke op på telefonens display som små billedvisninger.
Partnere
App’en er udviklet af Museum Midtjylland og Alexandra Instituttet med støtte fra Kulturstyrelsen. Museum Skanderborg, Silkeborg Museum, Moesgård Museum og Viborg Stiftsmuseum er med som partnere og vil med tiden lægge en mængde gode historier ind, som brugerne kan besøge ude i landskabet.