Første kvartal er tiden for årsopgørelser, og på Skanderborg Museum betyder det også tid for årsberetning om alt det, som museet foretager sig over et år. Hertil hører blandt andet en oversigt over de ting, som museet har valgt at optage i sin samling i løbet af året.
Skanderborg Museum fører ligesom alle andre kulturhistoriske museer i landet en restriktiv erhvervelsespolitik og indlemmer kun effekter, som tilfører museet væsentlig og ny viden og som har tilknytning til ansvarsområdet. Når museet vælger at optage en ting i samlingen, påtager man sig jo samtidig ansvaret for dens bevaring fremover.
Som altid har museet nydt stor bevågenhed fra beboere i ansvarsområdet, og museet har også i 2013 modtaget et antal genstande af stor kulturhistorisk værdi.
I løbet af året modtog museet 31 effekter fordelt på 12 afleveringer, størsteparten fra 1900-tallet.
Her kan fremhæves et par genstande:
En sølvske med inskription og motiver fra Skanderborg.
Skeen er interessant, fordi den er lavet af den, i Skanderborg, navnkundige sølvsmed Reppien.
Skeen er udsmykket på forskellig vis: øverst er Skanderborgs gamle byvåben med tre tårne. Herunder er en høstscene med mand som høster med le og to kvinder som river marken. I baggrunden ses Skanderborg Slotskirke, sø og landskab. Derunder er inskription: "PAA SKANDERBORRIG ENGE".
Så er der afbildet busten af Frederik 6. fra Slotsbanken med inskription: "SJETTE FREDERIK". Nederst på skaftet er afbildet "Justia" dvs. kvinde med vægtskåle m.m. og en inskription, som kun kan delvist læses: "GUD & RETFÆRD STOD I HANS SKJOLD..."
To røde faner fra socialdemokratiske foreninger i Ry-området.
Den ene har påskriften "Frihed! Lighed! Broderskab! Social=Demokratisk Forening, Alling=Tulstrup". Den anden: "Arbejderforeningen for Dover og Omegn. Frihed! Lighed! Broderskab!": Sidstnævnte forening blev stiftet i 1885 som en kombineret fagforening og partiforening. Foreningen blev nedlagt eller omdannet i 1917, hvor den deltes i en partiforening og en fagforening. Man kan læse mere om de første socialister i Skanderborg-området på Skanderborg Leksikon i artiklen ”Internationale i Skanderborg”.
Et billede af Skanderborg lavet af Søren Læssøe Lange.
I forbindelse med sin afskedsreception fik museumsdirektør Helle Reinholdt af borgmester Jørgen Gaarde overrakt et billede, som hun havde bemærket på et af kommunens kontorer. Billedet er en akvarel med motiv fra Skanderborg, malet af Søren Læssøe Lange. Det er ét af tre værker, som kunstneren vides at have malet ved Skanderborg. Museet har de to andre i sin samling.
Motivet er Skanderborg set fra nordøst fra den modsatte side af Skanderborg sø. Slotskirken ses til venstre, byens huse i midten og helt ude ved kanten i højre side af billedet ses Skanderup Kirke. I baggrunden er der marker og skovområder. I forgrunden ses tre personer og to kreaturer, samt en vej med to ryttere på. Under motivet er skrevet med blæk i højre side: "Skanderborg tegnet 19. august 1821". I venstre side er tilføjet med blyant (sandsynligvis senere, red.): "Tegnet af S. L. Lange 1821".
Søren Læssøe Lange (1760-1828) var maler og tegner. Han lavede både portrætter og frugt- og blomsterbilleder, men er kendt som en af de mest produktive landskabstegnere fra omkring år 1800. Med til hans produktion hører også en stor mængde tegninger af monumenter og gravmæler. Hans tegninger regnes for at have stor dokumentationsværdi, selvom han havde en tilbøjelighed til at gøre bygninger og monumenter større og mere imponerende for at opnå en fængslende effekt på beskueren.
En smørdrittel(tønde) med låg og bund med logo med lurer.
På to af dritlens sider er en stav præget med tekst og logo med fire sammenflettede lurer, kendt fra smørpakker: "DANISH BUTTER, LUR BRAND". Desuden er der med rød skrift præget i de to stave: "2141, 112 LBS NET".
If. oplysninger fra giver er smørdritlen fremstillet hos en bødker i Låsby, Harald Kristensen, før 1975. På Ry Lokalarkiv findes en del fotos fra denne bødker, hvor der fremstilledes smørdritler.
En flaske fra Skanderborg Mosteri.
Flasken er en 1 liters grøn ølflaske med en etiket. I bunden af flasken er præget ordet: "ØL". På etiketten er en farvelagt tegning af Slotskirken i Skanderborg og to æbler. På etiketten er teksten: "SKANDERBORG MOSTERI, ÆBLEMOST, PASTEURISERET REN UGÆRET ÆBLESAFT, BØR NYDERS AFKØLET - FLASKEN OPBEVARES LIGGENDE".
På Skanderborg Leksikon kan man læse om Skanderborg Mosteri, at det var et besættelsestidsfænomen, en lille virksomhed, der startede produktion af æblemost, pasteuriseret ren ugæret æblesaft. Baggrunden var de forsyningsvanskeligheder og den mangelsituation, der opstod med den tyske besættelse, og formålet var udover at skaffe sig et levebrød at udnytte mest mulig af den spildfrugt, der ellers ville være gået tabt.
Mosteriet blev startet i september 1940 af direktør Brandt Madsen fra Skanderborg Margarinefabrik, Nørregade 1. Her stod det sløjt til med produktionen, da al dansk indførsel af vegetabilske olier, sojabønner og andre oliefrø til margarineproduktion ophørte. Brandt Madsen anskaffede sig maskiner, flasker og kapsler og traf aftaler med folk i oplandet, så han kunne få frugt nok, og han regnede med, at kunne give arbejde til 6-8 mænd og kvinder i ca. 2 ½ måned. Af 20 tons æbler kunne der produceres godt 13.000 liter most.