Særudstillingen ”Kunst bag pigtråd” vises også i 2018 på Gl. Rye Mølle
Sidste år havde Museet på Gl. Rye Mølle stor succes med at vise udstillingen "Kunst bag pigtråd" og arrangere film og foredrag om flygtningelejren. Det følges op igen i 2018.
Særudstillingen"Kunst bag pigtråd" indeholdt en lang række billeder, som to tyske krigsflygtninge malede i den tyske flygtningelejr ved Gl. Rye i årene 1945-1948. Billederne skildrede både landskaber ved Gl. Rye og Salten Langsø og flygtningelejrens barakker og indretning med pigtråd og vagtposter.
Også i sæsonen 2018 vil man kunne se denne unikke udstilling på Gl. Rye Mølle. Ligeledes kan man se den nye permanente udstilling om hverdagen i Rye-lejren, som var en af de største flygtningelejre i Danmark, og som rummede mere end 10.000 tyske flygtninge, da den var fuldt udbygget.
I forbindelse med udstillingerne om de tyske flygtninge arrangeres en filmforevisning i Ry Biograf d. 8. maj kl. 19. Her kan man se den tyske film ”Die Flucht”, som skildrer den store flugt af civile tyske fra de østlige dele af Tyskland i begyndelsen af 1945. Flere tusinde af de flygtende havnede efter en rædselsvækkende flugt i lejren ved Gl. Rye.
Også i forbindelse med særudstillingen ”Kunst bag pigtråd” vil Annette Jakobsen, som i en årrække har gravet i og skrevet om historien om de tyske flygtninge, holde foredrag på Gl. Rye Mølle. Det sker d. 30. august, og titlen på hendes foredrag er ”På sporet af de tyske flygtninge – rejsen til Polen og Kaliningrad”.
Få Nyhedsbrev fra museet
Museum Skanderborgs afdelinger udsender flere gange om året et nyhedsbrev til interesserede abonnenter.
Museum Skanderborg vil udsende nyhedsbreve både fra det samlede museum og fra de enkelte afdelinger med deres støtteforeninger. I nyhedsbrevet vil lejlighedsvise artikler om emner, som museets medarbejdere arbejder med, og der kan være henvisninger til nyheder eller arrangementer fra museets hjemmeside, som man har mulighed for at tilmelde sig.