Velbesøgte rundvisninger i Alken Enge
Torsdag d. 17. juli var der de første to rundvisninger i sommerens udgravninger i Alken Enge. Knap 300 hørte om de seneste opdagelser.
De knap 300 besøgende til omvisningerne i Alken Enge kunne se udgravningsfeltet og høre om de seneste resultater af sommerens udgravninger.
Det går hurtigere med udgravningen end tidligere år, da der stort set kun er fundlaget med knogler og næsten ingen træ i området. De andre år har man først skullet undersøge og optage en del tildannet træ i et lag over knoglerne.
Der arbejdes også med et net af testhuller ude i engen, som skal vise fundenes spredning i forhold til de oddedannelser, som geologernes undersøgelser har påvist, at der er i området. I modsætning til tidligere år findes der rigtig mange små menneskeknogler som ryghvirvler, ribben, knogler fra hænder og fødder samt fragmenter af større knogler som kranier m.m.
Sommerens udgravning afsluttes den 8. august. Der er mulighed for at besøge udgravningerne igen 31. juli, hvor der er to rundvisninger. Det er gratis at deltage men af hensyn til planlægning kræves der tilmelding. Tilmeld dig her.