Rekonstruktionstegning af jernalderbebyggelsen ved Langvad Bakker indsat på et dronefoto fra udgravningskampagnen i 2021. De to aktivitetsområder, der blev udgravet i november 2024, er markeret med røde felter.
Lutter ler ved Langvad
På jagt efter jernalderbøndernes affald
Når kalenderbladet viser november 2024 tager museet fat på endnu en udgravningsetape ved Langvad Bakker i Låsby. Denne gang drejer det sig om udgravningen af to mindre områder forud for anlæggelsen af en ny daginstitution. Sidst museet gravede på marken i 2021, blev der fundet en lille ansamling jernaldergårde fra den førromerske periode (500-1 f.v.t.).
Omkring gårdene har jernalderbønderne haft deres marker samt arbejds- og aktivitetsområder – og det var præcis sådan et jernalderligt aktivitetsområde, der blev udgravet på marken ved Langvad Bakker. Her fremkom nemlig adskillige store gruber i den lerede undergrund. Det er netop den lerede råjord, som jernalderbønderne har været ude efter. Gruberne, der dukkede op på marken, blev for mere end 2000 år siden gravet for at skaffe ler til bl.a. pottemagerens lertøj, gårdenes lerstampede gulve og lerklinede vægge, samt til landsbyens lerbyggede ovnanlæg. De mange gruber fortæller ikke blot arkæologerne om jernalderens ressourceudnyttelse, de giver tilmed et indblik i oldtidsbøndernes landbrug og forskellige håndværk. Gruberne blev nemlig benyttet til bortskaffelse af bopladsens affald. I grubernes fundrige jordlag fremkom store mængder knust keramik, samt kasserede knuse- og kværnsten og undertiden også knogler fra jernalderbøndernes husdyr samt slaggeklumper fra jernudvindingsovne og smedens esse.
Sådan udgraves gruberne ved Langvad Bakker. Efter muldafrømning, fladeskovling og opmåling med GPS bliver gruberne snittet med gravemaskine, således at grubens profil ses i jordvæggen. Grubeprofilet afrenses løbende med håndskovl under snitningen, ligesom gruben også bliver afsøgt for fund mellem hvert skrab med gravemaskinen. Efter snitning og omhyggelig afrensning fotodokumenteres, tegnes og beskrives grubeprofilet. Endelig bliver der udtaget jordprøver til makrofossilanalyse fra udvalgte gruber.
