| Dansk navn | Sæbeurt |
|---|---|
| Plantenummer | 62 |
| Latinsk navn | Saponaria officinales |
| Giftig - ikke giftig | Mindre giftig |
| Anvendelsesområde | Medicin og kulturhistorisk |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Saponin, et organisk stof, der findes i roden og opløst i vand skummer som sæbe. |
| Beskrivelse | En flerårig plante med stærkt forgrenet, 30-80 cm høj stængel med elliptiske, spidse blade og en mangeblomstret top af store blegrøde, sjældnere hvide, duftende blomster. Sæbeurt blomstrer i juli-september. Den er i tilbagegang som vildtvoksende i Danmark, men findes som prydplante i mange ældre haver. |
| Kulturhistorie | Som både det latinske (saponaria = sæbe) og det danske navn antyder, har planten fra gammel tid været anvendt som rengøringsmiddel og til medicinsk brug (officinales = lægeplante). Man troede førhen, at planten var en gave fra Gud givet til menneskene, for at de kunne holde sig rene. |
| Historiske anvendelse |
Sæbeurt er af munkene brugt som slimløsende og afførende middel, mod gigt, samt til behandling af eksem og andre hudsygdomme. Noget tyder dog på, at den allerede på Simon Paullis tid (1648) har mistet noget af sin betydning som lægeplante, idet han betegner den som ”ickun en ringe og foractelig urt”, selvom den af nogen anbefales både mod syfilis og gonorré. Roden og planten er dog opført i farmakopéen fra 1772. I folkemedicinen bruges rodstokken stadig som slimløsende, afførende og urindrivende middel samt mod gigt- og galdelidelser. Større betydning har planten haft som rengøringsmiddel. Roden har tjent som vaskemiddel især til farvede tekstiler, og i 1800-tallet blev der gjort forsøg på at vaske får med et udtræk af hele planten. Endnu o. 1935 anvendte man roden til fremstilling af sæbe (fx Lux), og under anden verdenskrig anbefalede Statens Husholdningsråd planten som sæbeerstatning til finvask og rengøring. |
| Yderligere info | I store doser er sæbeurt et stærkt afføringsmiddel og endda let giftig. Den bør derfor kun anvendes ved ordination af kvalificeret herbalist. Planten kan være farlig for husdyr. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V.J. 1987: Folk og flora. Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog. Lindemark, Otto 1970: Vore giftige blomsterplanter. Mabey, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. Nielsen, Harald 1969: Lægeplanter og trolddomsurter. Olesen, Anemette: Klosterurter. |
Klik for stort billede