
Lokalhistorisk kalender 2019
Ry Lokalhistorisk Arkiv udgiver igen en lokalhistorisk kalender.
På trods af at Ry Kommune kan synes som et lille, begrænset område, hvor der ingenting sker, så er det igen i år lykkedes for lokalarkivet at samle stof til en lokalhistorisk kalender for 2019. Mange begivenheder har udspundet sig i Ry gennem årene. Den første lokalhistoriske kalender fra Ry Lokalarkiv udkom i 1999, så med 2019 udgaven, som er på trapperne, holder Lokalhistorisk Kalender 21 års fødselsdag. Vi er spændte på, hvor mange år endnu vi kan blive ved med at finde indhold til kalenderen.
Kalenderen udkommer på Arkivernes Dag lørdag den 10. november, hvor Ry Lokalarkiv holder åbent fra 10-12.
Den kan allerede nu bestilles på arkivets hjemmeside www.mit.ryarkiv.dk. Pris 50,- plus porto, hvis den skal sendes.
På hjemmesiden har man også mulighed for at melde sig ind i arkivets støtteforening, hvis man har lyst til at støtte vort arbejde med at bevare vor fælles Ry-historie.
Senere vil den også være kunne købes på Ry Bibliotek og på Lokalarkivet, kiosken i Kvickly, Dagli’brugsen i Gl. Rye, Superbrugsen i Ry, Alken Købmandsforretning og Meny i Låsby.
I år har vi naturligvis taget fat i historien om Gl. Rye Kro og kan bringe et af de sidste, hvis ikke DET sidste, billede af kroen, inden den brændte. Vi har gravet i den gamle kros historie og fortæller lidt om kroen gennem tiderne.
Gennem de sidste år har vi haft temanumre om kommunens skoler. I år er vi kommet alle skolerne igennem og slutter af med Mølleskolen, eller Grands Privatskole, eller Ry Folke- og Realskole, Ry Skole eller Ry Kommuneskole. Kært barn har haft mange navne gennem tiderne.
Fra Alken beretter vi om Dampbåden Lulu, som sejlede mellem Kloster Mølle og Alken Havn med råvarer til papirfremstilling. Bådfarten fortsatte helt til 1932.
Vi kommer godt rundt i hele den gamle Ry Kommune og har fundet mange interessante historier. Vi håber, at den også i år vil blive fundet læseværdig.
Materialet, som danner grundlaget for kalenderen, er arkivets store samling af gamle fotografier, som anslået er på 15.000-20.000. Et antal, der stadig øges, fordi mange er flinke til at aflevere gamle fotografier til Lokalarkivet. Af denne store samling af fotografier er nu knap 7500 registrerede og tilgængelige for alle interesserede på www.arkiv.dk. Men trods det store tal er Lokalarkivet stadig interesseret i alle gamle fotografier fra Ry Kommune.