Dronningen besøger Skanderborg Museum
Under det officielle besøg i Skanderborg den 2. sept. besøger Hendes Majestæt Dronningen Skanderborg Museums afdeling på Adelgade 5.
I forbindelse med det officielle besøg i Skanderborg den 2. september, besøger Hendes Majestæt Dronningen Skanderborg Museums afdeling på Adelgade 5. Ifølge det officielle program for dagen er Dronningen på museet kl. 14.45 – 15.10.
Dronningen er, som mange ved, meget interesseret i arkæologi. I år er det 60 år siden, at dronningen var på besøg i sin første arkæologiske udgravning netop her ved Skanderborg, i Illerup ådal, som siden er blevet en anerkendt som et spændende område med mange fund og spor efter jernalderens hellige ritualer.
”Vi glæder os til at vise Hendes Majestæt Dronningen forskellige nyheder fra museets arkæologiske arbejdsmark. Det er blandt andet den spektakulære gudindefigur fra udgravningerne ved Alken Enge og, ikke mindst, de nye spændende offerfund fra sommerens udgravninger sammesteds”, udtaler museets direktør Helle Reinholdt.
Arbejdet med at undersøge spor fra jernalderen fortsætter i denne sommer i Illerup ådal, hvor åen løber ud i Mossø i Alken Enge. Arkæologer fra Skanderborg Museum og Aarhus Universitet arbejder i juli og august med få mere viden om et område, hvor der i jernalderen er blevet ofret unge krigere.
Den 2. september vil Dronningen få præsenteret fund fra forskningsudgravningerne i Alken Enge, både fra tidligere udgravningskampagner og det sidste nye fra sommerens undersøgelser.
Skanderborg Museum består af fem museumsafdelinger og et arkiv med fem underafdelinger. Museets ansvarsområde er Skanderborg Kommune. Med sine mange afdelinger spænde museet bredt i kulturhistorien, og dets viden og faglighed giver mulighed for at forholde sig lokalt, regionalt og nationalt til mange emner.
Museet på Adelgades udstillinger er lukket i weekenden den 1.-2. september grundet det kongelige besøg, men der er særåbent d. 2. september kl. 15.30 – 16.00, når Dronningen ifølge det officielle program tager videre til Landsbyen Sølund.
I perioden op til dronningens besøg har Skanderborg Museum en række særarrangementer i form af foredrag og vandringer, der knytter sig til de royale gæster. Se det fulde program på Skanderborg Museums hjemmeside www.skanderborgmuseum.dk