
Ny bog fortæller om guldaldermalernes opdagelse af Søhøjlandet og den ukendte kunstnerkoloni i Ry
I bogen ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet – Vilhelm Kyhn og andre landskabsmalere på Himmelbjergegnen” fortæller tidligere museumsinspektør ved Museum Skanderborg, Henrik Bredmose Simonsen, historien om malernes opdagelse af det midtjyske Søhøjland og den relativt ukendte kunstnerkoloni i Ry.
I begyndelsen af 1800-tallet var det de færreste uden for området, der havde hørt om Himmelbjerget og de store søer og bakker i det midtjyske. Men især Steen Steensen Blicher var med sine noveller med til at gøre digtere og malere nysgerrige efter at se og opleve både den ukendte hede og det midtjyske sø- og bakkelandskab. Og en række af den danske guldalderkunsts fineste repræsentanter, blandt andre Dankvart Dreyer og Louis Gurlitt, rejste fra 1830’ernes slutning til Himmelbjergegnen for at opleve og male den storslåede natur.
Det er især maleren Vilhelm Kyhn, der er årsag til, at der i dag findes en lang række fine landskabsmalerier fra Himmelbjergegnen. I 1873 begyndte han at tage på årlige sommerophold i Ry og med sig tog han flere af hovedstadens yngre, talentfulde malere, dels kvinder, der var elever på hans tegne- og maleskole, og dels en række mandlige malere, som kom i Kyhns haveatelier.
På Ry-egnen opstod en kunstnerkoloni, som eftertiden har kaldt Himmelbjergmalerne. Deres fokus var landskabsmaleriet, og de stræbte efter på hver deres måde at skildre det ideale landskab. Vilhelm Kyhn beholdt sine romantiske idealer om landskabet og naturen som noget ophøjet, mens han tog skarpt afstand fra de samtidige moderne, franskinspirerede strømninger i kunsten. Dette aspekt om sammenstødet mellem den gamle verdens og Det moderne Gennembruds kunstsyn udfoldes også i bogen, bl.a. gennem beskrivelse af det nære forhold, der opstod og forsvandt igen mellem Vilhelm Kyhn og hans elev Anna Ancher.
Henrik Bredmose Simonsen har gennem sit arbejde med Museum Skanderborgs billedsamling de seneste år fået mulighed for at dykke ned i historien om den relativt ukendte kunstnerkoloni i Ry. Billedsamlingen er nemlig de seneste år blevet beriget med et større antal malerier fra den nu nedlagte Ry Kommune, for efter kommunesammenlægningen og lukning af rådhuset i Ry var en stor samling af malerier fra rådhusets gange blevet hjemløse. Henrik Bredmose Simonsen fik derved anledning til at studere dem nærmere.
I dag kan han derfor præsentere en flot bog, der både gengiver en række af de fantastiske landskabsmalerier fra 1830’erne til begyndelsen af 1900-tallet og samtidig tegner et portræt af kunstnerkolonien omkring Vilhelm Kyhn, der indtil nu har været relativt ukendt og overset i den danske kunst- og kulturhistorie.
Bogen ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet – Vilhelm Kyhn og andre landskabsmalere på Himmelbjergegnen” kan købes på Museum Skanderborgs afdelinger: Perron 1 (fra d. 12. september), på Øm Kloster Museum og Museet på Gl. Rye Mølle.
Bogen er på 156 sider, er rigt illustreret og koster 299,95 kr.
Udkommet på Turbine Forlaget.