
Festlig klosterfestival på Øm
Der var dejlig stemning, spændende øl og mange aktiviteter på årets klosterfestival Mad og Øl på Øm d. 17.-18. august.
”En yderst vellykket weekend” er meldingerne om den nyligt afsluttede klosterfestival på Øm Kloster. Vejret viste sig fra sin bedste side til trods for en lidt kedelig vejrudsigt i dagene op til weekenden. Men det afholdt ikke gæsterne fra at besøge festivalen og i alt 631 gæster om lørdagen og 473 gæster om søndagen, lagde vejen forbi Øm Kloster.
Formidling af klosterkultur og middelalderen som tidsperiode var i fokus. Natur Karsten fortalte varmt om gamle æblesorter for et interesseret publikum, mens Anemette Olesen øste af sin store viden om planter i klosterhaven. Der blev formidlet i klosterhave, ruin og blandt håndværkerne på markedspladsen, og mange benyttede lejligheden til at prøve at skyde med langbue på engen bag klostret.
På markedspladsen blev der hugget, snittet og drejet i træ. Uldgarn og stof blev nålebundet og plantefarvet, jern smedet og buler i rustning rettet ud, mens pilegrene blev flettet til kurve.
Klosterbryggeriet gav smagsprøver på 32 forskellige europæiske klosterøl, så der var noget for en hver smag. Særligt en af øllene faldt i sognepræst Martin Bendixen Rønkildes smag; en trappistøl fra et belgisk kloster, og blev efterfølgende anvendt i nadveren ved friluftsgudstjenesten søndag morgen.
Få Nyhedsbrev fra museet
Museum Skanderborgs afdelinger udsender flere gange om året et nyhedsbrev til interesserede abonnenter.
Museum Skanderborg vil udsende nyhedsbreve både fra det samlede museum og fra de enkelte afdelinger med deres støtteforeninger. I nyhedsbrevet vil lejlighedsvise artikler om emner, som museets medarbejdere arbejder med, og der kan være henvisninger til nyheder eller arrangementer fra museets hjemmeside, som man har mulighed for at tilmelde sig.