| Dansk navn | Farve-vaid |
|---|---|
| Plantenummer | 56 |
| Latinsk navn | Isatis tinctoria |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Anvendelsesområde | Medicin og kulturhistorisk |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Indigo. |
| Beskrivelse | To-årig meterhøj, blågrøn plante med pilformede til hjerteformede omfattende stængelblade, gule blomster og flade, ovale brune eller strågule frugter, som til sidst skifter farve til sort. Planten blomstrer juni-juli. Farve-vaid er oprindeligt hjemmehørende i Vestasien, Vestrusland og Syd- og Mellemeuropa, men den har igennem årtusinder været dyrket som farveplante og findes nu vildtvoksende hist og her, bl.a. på Bornholms østkyst. |
| Kulturhistorie | Farve-vaid er en ældgammel kulturplante, uundværlig til farvning. Planten er fundet i hustomter fra Jernalderen i Jylland (400 f. Kr.) og desuden forvildet ved Esrom Kloster. |
| Historiske anvendelse |
Henrik Harpestreng (død 1244) skriver om den medicinske anvendelse af farve-vaid, at blade skal stødes og lægges på sår for at standse blødninger. Yderligere anbefaler han planten til alle slags bylder, og stødes den med honning, klarer den også pletter. Knust med æggehvide finder han den virksom mod helvedesild. Først og fremmest har bladene dog indtil omkring 1900 været anvendt til farvning. Pga. af indholdet af indigo giver de en smuk blå farve, og før de store opdagelsesrejser og importen af indigo fra Indien kendte man ikke noget andet blåt farvestof så holdbart som vaid. I 1792 omtales således vaid-plantager i København. Dyrkningen ophørte omkring 1805, men man fortsatte dog i endnu 100 år med at importere farve-vaid fra Frankrig. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V.J. 1987: Folk og flora. Lind, J. og Garner, H.N. 1993: Klosterhaven i Øm. Mabey, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter. Olesen, Annemette 2005: Henrik Harpestrengs urter. Petersen, Jørgen Kjerulf 1974: Lademanns naturfører. |
Klik for stort billede