| Dansk navn |
Rejnfan, almindelig, Regnfang, almindelig |
|---|---|
| Plantenummer | 23 |
| Latinsk navn | Tanacetum vulgare |
| Giftig - ikke giftig | Mindre giftig |
| Anvendelsesområde | Medicin og kulturhistorisk |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Bitterstoffer, garvestoffer, thujon (giftig), æteriske olier. |
| Beskrivelse | En stærkt aromatisk, flerårig plante. Stænglerne er stift oprette. Bladene er mørkegrønne, fjersnitdelte med dybe takkede afsnit. Blomsterne er små gule nålepudeagtige kurve samlet i grenede kurvestande. Planten kan blive 80-120 cm høj og blomstrer i juli- september. Regnfang er almindelig i Danmark og ynder voksesteder med kalkholdig jord. |
| Kulturhistorie | Navnet ”Regnfang”menes at stamme fra det tyske ord ”Rainfarn”, der betyder bregne som vokser langs markskel. Det latinske navn tanacetum menes afledt af græsk ”athanasia”, hvilket betyder udødelig. I de gamle lægebøger betegnes denne urt da også herba immortalis, hvilket betyder udødelighedens urt. Formentlig fordi man brugte urten til at gnide lig med, for at undgå, at de blev fortæret af orm. Andre navne for planten er ”ormeurt” eller ”guldknap”. Planten indeholder det giftige stof thujon, der i Amerika er anvendt som abortmiddel. |
| Historiske anvendelse |
Hildegard af Bingen (ca. 1150) anbefaler regnfang mod halskatar og hoste samt mod blæresten og kraftig menstruation. Christiern Petersen (1533) anvender planten mod koldfeber (malaria). Henrik Smid (1546) sammenligner plantens egenskaber med kamille og matrem og siger, at blandet med honning og vin kan den fordrive orm og stoppe mavepine. Planten var et vigtigt middel mod skadedyr som orm, lus, lopper og fluer. Plantefrø eller afkog af planten blev indtaget mod indvoldsorm, mens regnfang i sengehalmen eller under lagenet kunne fordriver fluer, væggelus og lopper. I klædeskabe kunne planten holde møl, sølvkræ og myrer væk. Husdyrene blev fodret med regnfang mod indvoldsorm ind i forrige århundrede. Fra Fyn kendes til, at kvinder smurte regnfangsaft på brystvorterne, når børn skulle fravænnes. Planten var også en særlig troldomsurt, og placerede man et barn i røgen fra regnfang, kunne man være sikker på, at intet ondt kunne ramme det. Desuden kunne planten forhindre lynnedslag. Blev det tordenvejr smed man nogle stilke af regnfang i ilden, og den opstigende røg ville så holde lynene borte. Ved tøjfarvning giver Regnfang smukke, klare farver (gule og grønne). Der forskes i anvendelsen af regnfang mod orm inden for moderne økologisk landbrug. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora. Lindemark, Otto 1970: Vore giftige Blomsterplanter. Nielsen, Harald 1969: Lægeplanter og troldomsurter. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. Olesen, Anemette 2003: ”Physica” skrevet (på latin) af: Hildegard af Bingen. Politikkens Florabog 1995. Smid Henrick 1546: En skøn lystig ny Urtegaard, i Anemette Olesens oversættelse 1994. |
Klik for stort billede