| Dansk navn | Salvie |
|---|---|
| Plantenummer | 55 |
| Latinsk navn | Salvia officinales |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Anvendelsesområde | Mad og medicin |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Æterisk olie med indhold af thujon, planteøstrogen og fenolsyre. |
| Beskrivelse | 50-100 cm høj halvbusk med grågrønne stærkt grenede stængler med mat grågrønne, lancetformede blade og lysviolette blomster. Salvien blomstrer i juni-september. Den er hjemmehørende i Sydeuropa, men dyrkes nu overalt i Europa. |
| Kulturhistorie | Salvie, som siden oldtiden har været betragtet som et universallægemiddel, er af benediktinermunkene bragt til Nordeuropa o. år 800. I 812 påbød Karl den Store, at 90 planter skulle dyrkes i alle hans riger og lande, og heriblandt havde salvien en fremtrædende plads. Planten blev ikke alene anvendt som lægeurt, men også til hekseri og trolddom og som elskovsmiddel. I folkemedicinen lever salvie stadig, men først og fremmest anvendes den som en skattet krydderurt. |
| Historiske anvendelse |
Grækeren Hippokrates (ca. 460-370 før vor tidsregning), der regnes for den første lægekyndige, anvender salvie til mange sygdomme. Han oplyser desuden, at et afkog af bladene farver håret sort. En oplysning, som går igen hos senere lægebogsforfattere. Den græske læge Galen (1. årh.) stiller spørgsmålet: ”Hvorfor dør mennesket, når salvie vokser i urtegården?” Hildegard af Bingen (o. 1150) skriver, at salvien ”kan spises rå og kogt af den, der skades af for mange safter i kroppen”, og den, der har en fæl stank, kan stikke salvie op i næsen. Har man dårlig ånde kan det kureres ved at indtage en drik af salvie kogt i vin, og hvis man ikke kan holde på vandet, hjælper salvie kogt i vand. Harpestreng (død 1244) anvender salvie mod dårlig lever og bruger planten knust som omslag på giftige bid. Saften drukket i vin stilner hoste og sidesting, og kløe i kønsorganerne kan kureres med vinafkog. Desuden kan blade og salt drukket med vin værne mod bylder, og pulveriseret salvie anvendes som blodstillende middel i sår. Christiern Pedersen (1533) anbefaler bl.a. urten mod hæshed og som fnatmiddel. Henrik Smid (1546) finder, at al mad krydret med salvie ”er sund og lystig”. Han anbefaler tillige svede- og dampbad med salvie til uddrivelse af urinen, menstruationen og efterbyrden. Planten er desuden god til apopleksi og hovedets sygdomme. Simon Paulli (1648) skriver, at planten er god for hovedet, livmoderen og nerverne, og at tænder gnedet med salvie opblødt i øl bliver hvide. Tandpine kan kureres med afkog af blade i øl tilsat tobak. Salvie er optaget i ”Christian IV´s råd” for værk, udflåd, tandpine og dårlig mave, ligesom urten i en uge i sommeren 1541 indgik i hans daglige kostplan. I dag anvendes planten stadig mod øm hals og forkølelse, fordøjelsesbesvær og menstruationssmerter. Indholdet af fenolsyrer gør den virksom mod bakterier, mens indholdet af thujon virker desinficerende. På samme måde gør plantens østrogenagtige virkning den brugbar til behandling af overgangsalderens hedeture. |
| Yderligere info | Te af salvie bær kun drikkes en eller to uger ad gangen pga. thujons mulige giftvirkninger. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V.J. 1987: Folk og Flora. Nielsen, Harald 1969: Lægeplanter og trolddomsurter. Smid, Henrik 1577: En skøn lystig ny Urtegaardt i Anemette Olesens oversættelse. Hildegard af Bingen, ca. 1150: Physica, i Anemette Olesens oversættelse. Mabey, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter. |
Klik for stort billede