
Fra Kyhn til Anna Klindt - markante kunstmalere på Himmelbjergegnen
Ny særudstilling på Museet på Gl. Rye Mølle fejrer runde fødselsdage for to af Himmelbjergegnens mest markante kunstmalere.
Vilhelm Kyhn blev født for 200 år siden, den 30. marts 1819 i København. Den 9. august er det 120 år siden, Anna Klindt Sørensen blev født i Gl. Rye. Det er en god anledning for Museet på Gl. Rye Mølle til at vise værker af ikke bare de to, men også andre malere, som i en række år dannede en lille kunstnerkoloni i Ry og Gl. Rye.
Det var Vilhelm Kyhn, som skabte kunstnerkolonien i Ry, og man kan se en rød tråd fra Kyhn til Anna Klindt – om ikke andet på det personlige plan, hvor rækken af kunstnere har kendt og inspireret hinanden op igennem tiden.
Vilhelm Kyhn har en særlig betydning for skildringen af Himmelbjergegnen i dansk malerkunst. Sammen med malerne Dankvart Dreyer og Louis Gurlitt var Vilhelm Kyhn blandt de første landskabsmalere, som kom hertil fra hovedstaden i slutningen af 1830’erne og første halvdel af 1840’erne. Kyhn blev senere fast gæst i Ry stationsby hver sensommer fra 1870’ernes begyndelse og de næste knap 30 år.
Harald Foss malede mange fine billeder fra Himmelbjergegnen, som her et motiv fra Gl. Rye, 1888.
Vilhelm Kyhn drev i 1870’erne i København en tegneskole for kvinder. Bl.a. Anna Ancher var elev hos Kyhn i årene 1875-1878. Desuden var han hovedperson i et uformelt akademi (det såkaldte ”Huleakademi”) for mandlige kunstnere, som mødtes i hans haveatelier i København.
Kyhn var derfor lærer og inspirator for en lang række af hovedstadens yngre kunstnere. Mange af dem rejste med Kyhn til Himmelbjergegnen og blev ligesom han betaget af naturen og landskabet og vendte tilbage år efter år for at male. Det resulterede i, at der i perioder fandtes en lille kunstnerkoloni i og omkring Gl. Rye og Ry stationsby.
Udstillingen har også flere værker af den lokale sprælske kosmopolit, Anna Klindt Sørensen, som ganske vist tilhører en anden tid og en anden kunsttradition end udstillingens øvrige malere, men som alligevel hører hjemme i kunstnermiljøet i Ry og Gl. Rye.
I udstillingen kan ses værker af Vilhelm Kyhn, Harald Foss, Godfred Christensen, Johs. Boesen, Herman Carl Siegumfeldt, Carl Møller, Pauline Thomsen, Peder Mønsted, Poul Steffensen, Ludvig Steensen og Anna Klindt Sørensen.
Maleri af Anna Klindt Sørensen uden titel og årstal. Måske er billedet inspireret af udsigten fra villa ”Petersborg” i Ry, som ligger ved Gudenåen.
Få Nyhedsbrev fra museet
Museum Skanderborgs afdelinger udsender flere gange om året et nyhedsbrev til interesserede abonnenter.
Museum Skanderborg vil udsende nyhedsbreve både fra det samlede museum og fra de enkelte afdelinger med deres støtteforeninger. I nyhedsbrevet vil lejlighedsvise artikler om emner, som museets medarbejdere arbejder med, og der kan være henvisninger til nyheder eller arrangementer fra museets hjemmeside, som man har mulighed for at tilmelde sig.