
Kunstlaboratorium - Perron1
Værker af kunstnerne Steen Rasmussen og Lisbeth Thingholm kan stadig opleves på Perron1.
I udstillingen Kunstlaboratorium arbejdes der særligt med koncepter for formidling af samtidskunst, og kunstnere er inviteret indenfor til at afprøve og udfordre nogle af museets rum inden ombygningen. I løbet af 2021 og 2022 har der været tre faser i projektet, som alle har kunnet opleves på Perron1. Der har været værker af Katja Bjørn, Lisbeth Thingholm, Thomas Andersson, Kamilla Jørgensen, Louis André Haugaard Jørgensen, claus ejner og Steen Rasmussen.
Kunstlaboratoriet er nu afsluttet, men værkerne af Lisbeth Thingholm og Steen Rasmussen kan stadig opleves i den første del af 2023.
Lisbeth Thingholm: DEN HELLIGE DAL
Værket består af tuschtegninger på gipsformer placeret på væggen, samt en gipsplade med indsnittet motiv på trapperummets gulv. Gipsformerne fremstår som kridhvide sky-agtige formationer med sirligt påtegnede kranier og vækster fra Alken Enge. Værket er inspireret af den stærke arkæologiske fortælling om de store ofringerne i Alken Enge og Illerup Ådal.
Værkerne kan opleves i det ene af museets trapperum.
Steen Rasmussen: APOKALYPTISKE TANKER – WHAT REMAINS
En kalejdoskopisk installation bestående af en række narrative rum; tredimensionelle og visuelle fortællinger, der hver især inviterer til personlige refleksioner om forgængeligheden og dens dilemmaer.
Udstillingen er inspireret af jernalderens Hellige dal og af skelletterne fra kirkegården ved Øm Kloster og afprøver samtidig mulighederne ved udstilling i det store rum. Udstillingen lægger op til, at det lokalhistoriske museums faglighed kan få en stemme og tale ind i en samtidskunstnerisk kontekst og omvendt. Og dermed forhåbentlig appellere både til et historisk og et kunstinteresseret publikum.
Steen Rasmussens udstilling, der inspireret af lokalhistorien, afprøver udstillingskoncepter i det tidligere sikringsrum i museets underetage.
Om projektet Kunstlaboratorium
Ideen er, at Kunstlaboratorium skal være med til at understøtte og kvalificere udviklingen af Perron1, og at besøgende på sigt, ud over at kunne opleve et unikt kulturhistorisk museum, der vil tænke anderledes, også kan møde et kunst-hotspot. - Et kunst-hotspot, som spiller sammen med- og op imod museumsbygningen, dens placering og de kulturhistoriske udstillinger. Gerne så stedet i sit hele blive et ”must go”.
Kunstlaboratorium – Perron1 er et projekt skabt i samarbejde med Kunstråd Skanderborg. Projektet er en del af den formidlingsstrategi, som Museum Skanderborg arbejder på. Projektet arbejder med koncepter for formidling af samtidskunst; både midlertidige udstillinger og bygningsintegreret kunst i bygningen som helhed. Et af initiativerne er at inddrage samtidskunsten som en aktiv og udadvendt borger-inddragende medspiller.
Projektet er støttet af: Den Jyske Kunstfond, Statens Kunstfond og Kunstråd Skanderborg, som er Skanderborg Kommunes billedkunstråd.