Alken Enge - massegrav ved Mossø
I Alken Enge har arkæologiske udgravninger afdækket en omfangsrig massegrav, der stammer fra omkring år 0. Her mistede hundredvis af krigere livet i et blodigt slag. Stedet, der er placeret ved Illerup Ås udløb i Mossø, har gennem tiden fremdraget store mængder menneskeknogler og andre spektakulære fund.
De arkæologiske udgravninger
Fundene af de humane knogler har altid skabt stor undren. Hvad er der egentlig sket her, og hvor kommer knoglerne fra? Lidt af sløret blev løftet, da arkæologen Harald Andersen foretog arkæologiske undersøgelser fra 1957 til 1960, men først med to sonderende undersøgelser i 2008 og 2009 blev det klart, at der i fundmaterialet ville være store muligheder for udforskning af hændelser forud for ofringen og jernaldermennesket.
Fra 2011 og frem har Museum Skanderborg i samarbejde med Aarhus Universitets afdeling for Forhistorisk Arkæologi fortaget flere arkæologiske udgravninger og fundet nye spændende fund til historien.
Landskabet
Landskabet i Illerup Ådal og videre ud i Mossøområdet er helt afgørende for tilstedeværelsen og bevaringsforholdene for den ofrede hær i Alken Enge. Det antages, at Alken Enge oprindeligt har været en del af Mossø. En form for landskabstærskel har på et tidspunkt afsnøret sødelen i Alken Enge fra den øvrige Mossø. Ofringen af hæren sker forholdsvis kort tid efter, at søbassinet i Alken Enge gradvist opfyldes med gytjelag. Fra dette tidspunkt må vandet i Alken Enge søen betragtes som stillestående vand, der giver gode bevaringsforhold.