SBM949 Godthåb, Skanderborg
Bebyggelsesspor fra en meget lang periode: bondestenalder til middelalder
Mellem 2004 og 2007 har arkæologer fra Skanderborg Museum af flere omgange været i gang med udgravninger ved Godthåb nord for Skanderborg by, og området har vist sig at gemme på store og små hemmeligheder fra oldtiden. Udover tydelige aftegninger af oldtidens hegn og huse, blev der bl.a. fundet glasperler, springskæl og masser af bemærkelsesværdige metaldetektorfund.
Her er et langhus under udgravning.
I alt er et areal på godt 6.000 m2 undersøgt. Der blev fundet mange langhuse fra en lang periode af oldtiden. De ældste af langhusene dateres til førromersk og yngre romersk jernalder (500 f.Kr – 160 e.Kr.). Disse efterfølges af en bebyggelsesfase, som baseret på fund fra stolpehuller og husenes plan, dateres til perioden fra yngre germanertid og frem til den ældre del af vikingetiden (550 e.Kr – 775 e.Kr.). Langhusene var alle treskibede. Det vil sige, at taget blev båret af to parallelle rækker stolper, der var placeret ned midt igennem huset.
Fra vikingetid stammer de mange grubehuse, der også blev fundet ved udgravningen. Grubehuse er små arbejdshytter, der er delvist nedgravet i undergrunden. De blev benyttet til forskellige håndværksmæssige arbejdsopgaver som smedearbejde, vævning osv. Inde i grubehusene er der fundet mange forskellige genstande lige fra spring- og smedeskæl (affaldsprodukter fra smedearbejde) til ten- og vævevægte (en slags lodder fra opretstående væve).
Desuden er der fundet rester af glasperler, et forarbejde til en ravperle samt keramik og enkelte fragmenter af knogler og tænder fra dyr.
Vil du vide mere? Læs de forskellige udgravningsrapporter via denne side