Two Billboards Outside Hørning
Værket består af to billboards. Det ene står op, og det andet er væltet. Det ene kan ses som en keramisk billedfrise bestående af flere hundrede unikke lerkakler, inspireret af de korsformede selesamlere, som er fundet i vikingegraven. Det andet billboard viser tryk og slyngninger som aftryk inspireret af røntgenfotos taget af jordblokke fra graven.
Rytmiske bevægelser, slyngninger og ornamentik præger de to storslåede billedfriser og drager paralleller til tidstypisk udsmykning fra vikingetiden. Værket trækker tråde til fortiden, men refererer samtidig til moderne billboards. Værket er skabt i samarbejde med lokale borgere og flere elever fra Bakkeskolen, der hver især har deres fortolkning af selesamlere og tryk.
Mette Maya Gregersen
Mette Maya Gregersen er keramiker og fascineret af leret som materiale, fordi det kan forandres og derved kan afspejle abstrakte ideer og tanker. Hvert stykke ler, hvert lille værk, rummer et stykke historie, som markerer en milepæl fra fortiden.
En rytter
Værket består af to dele. En rytterstatue og spor fra hestehove. En fortælling om en rytter, hans færden og anseelse - i vikingetiden og nu.
Med landskabet og himlen som baggrund toner en rytterstatue frem, men ikke en rytterstatue i traditionel forstand. Rytterstatuen er todimensionel og broderet i hvid snor – en silhuet. Værket leger med forestillingen om en klassisk rytterstatue, som er tredimensionel, massiv, maskulin. I modsætning til dette er denne statue transparent, let og foranderlig.
De hvidmalede spor af hestehove starter fra et nærliggende å-løb og bevæger sig gennem boligkvarteret og op til graven. Her stopper de. Sporene er selvlysende og kan ses tydeligere ved mørkets frembrud. De vidner om en færden – en hest og rytter på vej, men hvorfra og hvor til?
Kate Skjerning
Kate Skjerning er uddannet grafiker. Men hendes kærlighed for store formater, natur og kultur gør, at hun kunstnerisk bevæger sig ud i forskellige genrer. Gerne i arbejdet med stedsspecifikke værker og udsmykninger.