Broder Lamberts dag på Øm Kloster
Studiepraktikant Stine har oplevet munkenes liv på nært hold sammen med en 5. klasse.
Foto: Susan Kipp Petersen
På Øm Kloster Museum har der i seks år været udbudt et undervisningsrollespil – Munkeliv – til Skanderborg Kommunes folkeskoler. Forløbet har fungeret fint, men selvom noget er en succes, skader det jo ikke at gøre det endnu bedre. Med folkeskolereformen har skolernes vilkår ændret sig. Der er kommet mere undervisningstid, men også mindre tid til lærerforberedelse. Det er der taget højde for i det nye rollespil om munkenes hverdag på Øm Kloster.
De nye tiltag sikrer b.la., at de elever, der kommer til klosteret, på forhånd har arbejdet med munkelivet, og hvad det indebærer. Museet har udarbejdet et materiale, som skolerne har fået tilsendt. Museumsformidleren har enten været ude på skolerne og holde et oplæg eller læreren har selv gjort det ud fra museumsformidlerens oplæg til emnet.
Dette fik jeg æren af at opleve d. 21. oktober 2015. Det var en spændende oplevelse, og det var dejligt at møde så videbegærlige og velforberedte unge mennesker!
Alle elever og lærere blev kort efter ankomst optaget i cistercienserordenen i et rollespil, hvor de fik deres eget munkenavn og tilhørende dragt. Fra dette øjeblik var børnene hinandens brødre, og alle gamle navne og roller var glemt. I munkenes hjem på Øm Kloster fik de en bid af, hvordan dagligdagen foldede sig ud i middelalderen. De mærkede, hvordan uldet i munkedragten kradsede mod huden, hvor langsomt det sirlige arbejde med kopiering af lægeplanters beskrivelser gik, og hvordan man behandlede forskellige sygdomme med planter. De nye munke fik også mærket de stille næsten meditative stunder med procession og fordybelse i bøn, og der sænkede sig en stor ro over stedet. Begivenhederne gav en klar fornemmelse af og fordybelse i en dagligdag, der vekslede mellem bøn og arbejde.
Da dagen på Øm Kloster nærmede sig sin ende, blev børnene, der stadig levede sig ind i munkelivet, vist rundt inde i udstillingerne. Her besøgte de rekonstruktionen af biskop Peder Elafsens grav, og så bl.a. på middelalderlige skelletter, der bar præg af hårde liv. Børnene var meget engagerede og mente, at det var spændende, men til tider også drabeligt! Til slut fik alle et diplom med deres munkenavn som bevis for at have gennemført en dag i en munks fodspor, og kunne lige så stille vende tilbage til nutiden og deres rigtige jeg.
Stine Hagen Kongsted (alias broder Lambert)
Studiepraktikant