Et bronzealderhus dukker op
På den østlige side af motorvejen ved Horndrupvej har museet undersøgt et hus fra bronzealderen.
I starten af marts blev der udgravet et bronzealderhus ved Horndrupvej, grundet Vejdirektoratets udvidelse af motorvej E45.
I forundersøgelsen blev huset påvist ikke langt fra et hus fra tidlig førromersk jernalder, også fundet pga. udvidelser af motorvejen. Museet regnede med at dette hus var fra bronzealderen, bl.a. fordi man ofte ser kogestensgruber i beboelsesdelen mod øst. Her i det pågældende hus så man to kogestensgruber, og der blev i øvrigt også fundet lidt keramik, der ligeledes tyder på en bronzealderdatering.
Syd for huset blev der udgravet 4 stolper, hvoraf den ene stolpe rummede bunden af et lerkar, som var vendt på hovedet. Måske er disse stolper en markering af et hegn eller en grænse for bosættelsen.