SBM1159 Stamvejen Kildebjerg, Ry
Jernalderhuse med usædvanligt små indhegninger dukkede op i forbindelse med vejanlæggelse på den nye golfbane ved Kildebjerg
I foråret 2010 har arkæologerne på Skanderborg Museum udgravet dele af en jernalderboplads forud for anlæggelse af en ny vej gennem Kildebjerg-området. Der fremkom 3 huse fra den tidligste jernalder, ca. 500 f.Kr., samt 4 huse fra omkring år 0. Tre af de 2000 år gamle huse var afgrænset med små separate indhegninger. På det mindste lille afgrænsede gårdsanlæg havde beboerne således kun ca. 115 m² at boltre sig på, hvoraf de 70m² rummede selve huset. Indhegningen havde to indgange til huset og de lå lige ud for husdørene. I husets stolper blev der fundet rester af lerkar og forkullede plantedele fra madtilberedning over ildstedet.
Her er arkæologerne i færd med at udgrave et sæt ganske dybe tagbærende stolper i et af langhusene.
Alle anlæg skal graves, tegnes og registreres. Fund skal indsamles, således at så meget information som muligt om jernaldermenneskenes aktiviteter bliver dokumenteret, førend gravemaskinerne ødelægger det for altid.
Vil du vide mere? Læs udgravningsrapporten