Nyt fra Firgårde Fattiggård
Der arbejdes på højtryk med at få bearbejdet de mange fund fra udgravningen af Fattiggården i Firgårde
Af de 450 fattiggårde som var i Danmark omkring år 1900 er kun Forsorgsmuseet i Svendborg der er bevaret med interiør. Firgårde Fattiggård giver derfor et meget sjældent indblik i en institutionel historie, som der siden er gjort meget for at udslette.
Skår fra samme dejfad
Fundene bliver som det allerførste vasket og derefter sorteret ud i kategorier efter materiale og anvendelse. Hovedgrupperne af fund fra fattiggården er metal, lertøj, fajance, glas og porcelæn. Metal kan inddeles i masser af underkategorier, der siger noget om genstandens funktion; eksempelvis spade, spand, cykeldel, dørhåndtag osv. Herefter bliver genstandene beskrevet, målt, talt og fotograferet.
14 skår, hvoraf 9 skår er klinket sammen til en underkopstallerken. De resterende skår er formentlig fra koppen. Underkoppen måler 15 cm i diameter. Har blå karakteristisk bemaling. I bunden ses stemplet Sphinx. Hollandsk stempel. Sphinx er også kendt som Petrus Regout & Co. Dette står også i stemplet. Lavet i Mastrict, Holland, og kan dateres til perioden 1880-1916.
Når jorden vaskes af, træder genstandene ud af skraldebunkens glemsel og fortæller masser af historie om livet på en fattiggård i slutningen af 1800tallet. Ikke overraskende er der en overvægt af genstande, som vidner om dagligdagens gøremål. Mad skulle laves og indtages, køer skulle malkes, markarbejdet passes og natpotter fyldes! Hverdagens trummerum er som oftest et overset kapitel i historieskrivningen, og derfor er det mægtigt interessant at se sporene efter netop det.
11 skår fra tre forskellige tallerkner med guldkant. Seks skår er klinket sammen til underkop med bølget kant med guldkant og små guldstreger 1 cm nedenfor randen. Her er omtrent halvdelen af underkoppen samlet. Cirka 13 cm i diameter. Denne har stempel i bunden: M. Z. Austria. Moritz Zdekauer producerede porcelæn fra 1884-1909. Det er formentlig samme producent, der har lavet underkoppen med en massiv kuldkant ved randen. To skår kunne klinkes sammen, og et tredie er fra samme tallerken. Den tredie underkop er i to skår, og har en guldkant samt guldekoration i midten, hvor koppen skal stå. Producenten på denne kendes ikke.
Mere overraskende har det været at finde brændevins-flasker fra Holland, en hals fra en tysk-produceret porcelænsdukke, fine porcelæns-pibehoveder og en 4-skillingsmønt. Det giver indsigt og menneskelig form til livet på fattiggårde at der trods forbud om både tobaksrygning og alkoholforbrug, i hvert fald er nogen som har haft det lidt fornøjeligt.
Hals af porcelænsdukke klinket sammen til et stykke. Stemplet på bagsiden. Er fra Armand Marseille AM 370. Lavet i Tyskland. Kan dateres fra 1885 til 1916.
Hoved til porcelænspibe.
Fundbearbejdningen er stadig kun i sin indledende fase, men man vil kunne læse mere om de mange genstande i Museum Skanderborgs kommende årbog. Her vil man finde en artikelserie om fattiggårdens historie, om fundene og om den arkæologiske udgravning. Årbogen udkommer i foråret 2018.
Skiferplade med spor af skriveøvelser.