Kan du hjælpe Museum Skanderborg med vores POP-UP udstilling om Smukfest?
Museum Skanderborg laver i samarbejde med Smukfest en jubilæumsudstilling, som over forsommeren rejser rundt i Skanderborg kommune. Museumsudstillingen består bl.a. af fire festivaltelte – et for hvert årti. Herudover vil der være en udstillingscontainer, hvor der bliver udstillet genstande.
Læs hvilke rekvisitter museet skal bruge her.
Formålet med udstillingen er ikke blot at formidle historien omkring Smukfest gennem de fyrre år, festivalen har eksisteret, men også at komme ind på fortællinger om hverdagen og livet i 1980erne-2010erne. Ved at udstille genstande og ting, som festivalgængerne har brugt gennem de fyrre år, ses en generel tendens og udvikling inden for forskellige områder såsom mode, madvaner og musik.
Personlige fortællinger fra Smukfest
En del af udstillingen er også, at man i de fire telte skal kunne høre nogle personlige beretninger fra festivalen.
Vi efterlyser derfor folk med en god hukommelse og en god historie, som gerne vil lade sig optage på bånd og blive en del af den levende fortælling i udstillingen. Det kan være fortællinger om din festivaldebut, om da du fandt dit livs kærlighed på Smukfest, m. m..
Læs hvilke personlige fortællinger vi har brug for her.
Foto: Skanderborg Historiske Arkiv, 1987
Kontakt: cap@museumskanderborg.dk eller på 86 52 24 99