Den sidste genstand
Ved sin afskedsreception modtog Helle Reinholdt en sidste genstand på Skanderborg Museums vegne. Nu er den registreret.
Helle Reinholdts sidste museumsfaglige opgave blev at modtage en genstand til Skanderborg Museums samlinger. Ved afskedsreceptionen den 27. september overrakte Borgmester Jørgen Gaarde hende et billede med et motiv fra Skanderborg. Billedet havde tidligere været ophængt i et af kontorerne på Rådhuset, hvor Helle Reinholdt havde lagt mærke til det og nævnt, at det ville museet da gerne optage i sin samling, hvis der blev mulighed for det.
Billedet er en akvarel malet af maleren Søren Læssøe Lange i 1821. Det viser Skanderborg by set fra østsiden af søen og er en del af en serie, som maleren lavede ved Skanderborg.
Borgmesteren havde taget museumsdirektøren på ordet, og da kontoret var blevet ommøbleret, havde man nedtaget billedet og besluttet at skænke det til museet.
Nu er billedet registrert og optaget i Skanderborg Museums skilderi-samling. Man kan læse om det i Museernes samlinger ved at følge linket.