Oldtidens spor i Langvad Bakker
Boplads fra førromersk jernalder udgravet ved Låsby.
Arkæologer fra Museum Skanderborg har siden slutningen af august udgravet sporene efter en jernalderlandsby ved Langvad Bakker i den nordvestlige del af Låsby. Jernalderbebyggelsen kan ud fra hustomternes udseende og de lerkarskår, der er fremkommet i bygningernes stolpehuller og tilhørende affaldsgruber, dateres til den ældste del af jernalderen, førromersk jernalder (500 f.Kr. – Kr.f.).
Fundene er gjort indenfor et areal på 4500 m2. Her har arkæologerne afdækket ikke færre end 13 hustomter. Tomterne fordeler sig på to staklader til opbevaring af halm eller hø, tre værkstedshuse samt otte langhuse med beboelse og stald. Langhusene er af beskeden størrelse, hvilket er ganske typisk for den tids huse. Langhusene er mellem 10-12 m lange og ca. 5,5 m brede. Flere af husene har overlappende grundplaner. Jernalderbønderne har altså i flere tilfælde anlagt deres gårde på tomten af tidligere bygninger.
Omkring husene har jernalderbønderne opgravet ler, der har været benyttet til lerklining af gårdenes bygninger samt til keramikfremstilling. Det har resulteret i fund af talrige lertagningsgruber. Gruberne, der kan ses på flere af fotografierne herunder, fremstår i dag som store mørkegrå pletter i den lyse undergrund.
Den førromerske periode, også kaldet keltisk jernalder, er især kendt for sine moseofre. Det gælder eksempelvis båden og våbenofrene fra Hjortspring Mose, sølvkedelen fra Gundestrup, pragtvognene fra Dejbjerg samt moseligene fra Huldremose, Grauballe og Tollund.
Udgravning af et offerkar i et tagbærende stolpehul.