Middelalderfund i Virring
Spændende og sjældent fund af middelalderlig landbebyggelse
For fire år siden – i april 2020 – blev der ved arkæologiske udgravninger i Virring fundet et gårdsanlæg fra yngre jernalder. Nu har Virring på ny lagt jord til en arkæologisk undersøgelse, og denne gang er det lykkedes at påvise, at der også flere hundrede år senere – i begyndelsen af middelalderen – bosatte sig folk i området.
I april og begyndelsen af maj 2024 udgravede museets arkæologer nemlig sporene efter en tidlig middelalderlig landbebyggelse i den sydlige udkant af Virring. Indenfor et areal på knap 6500 m2 fremkom mindst tyve bygninger, der sandsynligvis hører hjemme i de første par århundreder efter oldtidens afslutning. Der er fortrinsvis tale om et-skibede langhuse samt mindre økonomibygninger og staklader. Flere af konstruktionerne overlapper hinanden, hvilket viser, at den lille middelalderbebyggelse på marken syd for Hvolbækvej, må have eksisteret over en længere periode. I ét område er der anlagt ikke færre seks bygninger på samme sted. Udover talrige stolpehuller fra pladsens mange bygninger blev der også udgravet spredtliggende gruber, samt enkelte brøndanlæg på lokaliteten. Dertil kommer et par formodede tofteskel, der har afgrænset en del af bebyggelsen.
Det er forholdsvis sjældent, at museet udgraver bebyggelsesspor fra netop denne periode, og fundene fra Virring bidrager således med væsentlig ny viden om denne fundmæssigt set underrepræsenterende periode.