Nyt undervisningsmateriale om Ole Lund Kirkegaard
Orla Frøsnapper boede da i Skanderborg - eller det gjorde ham, der skrev historien om Orla.
Skanderborg er forfatteren Ole Lund Kirkegaards barndomsby. Nu har danskstuderende ved VIA Læreruddannelsen, University College Silkeborg i samarbejde med Museum Skanderborg udarbejdet et nyt undervisningsmateriale omkring nogle af Ole Lund Kirkegaards kendte børnefortællinger.
Museum Skanderborg tilbyder gennem Skoletjenesten Skanderborg en byvandring for folkeskoleklasser, hvor man kan gå i Ole Lund Kirkegaards fodspor. Byen er nemlig fyldt med steder med historier om Oles barndom og kunstværker med motiver fra hans bøger. I flere af Oles bøger er der figurer og hændelser, der minder om Oles barndom. Det gælder især historierne Dragen, Lille Virgil, Orla Frøsnapper, De Hæslige Slynglers Klub og Albert.
Rigtig mange folkeskoleklasser fra Skanderborg kommune og det meste af Østjylland er hvert år på byvandring i Ole Lund Kirkegaards fodspor i Skanderborg. Derfor har Museum Skanderborg længe ønsket, også at kunne tilbyde et undervisningsmateriale, som man kan arbejde med i forbindelse med byvandringen.
Museum Skanderborg har i en årrække haft et samarbejde med VIA Læreruddannelsen, VIA University College Silkeborg i et pilotprojekt støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Som et led i dette samarbejde blev en gruppe danskstuderende inviteret til at lave et undervisningsmateriale om Ole Lund Kirkegaard. De studerende var på en byvandring og kastede sig så i grupper over de af Ole Lund Kirkegaards fortællinger, som der er flest spor af i Skanderborg.
Det er der kommet seks meget inspirerende undervisningsmaterialer ud af. Museum Skanderborg er derfor glade for nu at kunne udgive disse materialer på museets hjemmeside, hvor alle skoler frit kan hente dem digitalt og bruge dem i deres undervisning. Følg linket og se materialet.
Man kan læse mere om skoletjenestebyvandringen på Skoletjenesten Skanderborgs hjemmeside, www.skanderborg.dk/skoletjeneste. Byvandringen er gratis for folkeskoler i Skanderborg Kommune og koster 550 kr. for skoler fra andre kommuner. Byvandringen i Ole Lund Kirkegaards fodspor bestilles ved henvendelse til Museum Skanderborg, museumsinspektør Charlotte Abildgaard Paulsen, cap@museumskanderborg.dk