
Korskunst på Øm Kloster
I anledningen af Øm Kloster Museums 90 års jubilæum har museet fået opsat et nyt trækors på museumsbygningen.
Korset er skabt af kunstren René Van Uden, der primært skaber træskulpturer med sin motorsav.
Museets nye kors udtrykker simpelhed og ydmyghed i respekt for de munke, der engang levede på klostret. ”Jeg har forsøgt at gøre korset levende og give det karakter” siger René om sit værk. Det levende og udtryksfulde ses i korsets spændstige svaj samt alle de små detaljer i træets overflade.
Korset er udført i egetræ og har en tydelig struktur hvor træet er tilsat kridtgrund. Det tager sig smukt ud på gavlen af den gamle museumsbygning bestående af rustikke kampesten.
Udstillingsbygningen på Øm Kloster har gennem de sidste 42 år båret et hvidt trækors opsat i anledning af klostrets 800 års jubilæum i 1972. Nu pryder egetræskorset museumsgavlen i anledning af et ganske andet jubilæum.