Brandtomt og husoffer

På Sigkærgårdsvej nærved Stilling lå der indtil for ganske nylig en stor firelænget gård – Sigkærgård – udflyttet fra landsbyen Gram i 1870’erne. De gamle gårdsbygninger er netop nedrevet for at give plads til 11 nye boliger. Nu har det imidlertid vist sig, at det ikke kun er i nyere tid, at stedet har været attraktivt for beboelse; også oldtidens mennesker – nærmere bestemt jernalderens bønder – fandt området indbydende. Museets arkæologer har nemlig fundet spor efter et sadeltagshegn, to små staklader samt et langhus. Bebyggelsessporene stammer fra en jernaldergård, der blev opført for omtrent 1500 år siden – dvs. i germansk jernalder, I ved, den periode med guldhornene!

Tomten af langhuset, på knap 90 m² (ca. 16 m x 5,5 m), omfattede spor efter bygningens tagbærende konstruktion, indgangsparti, vægforløb og indre rumopdelinger. De velbevarede bebyggelsesspor giver imidlertid ikke alene et godt indblik i den tids byggeskik, sporene fortæller også om en yderst dramatisk begivenhed. Langhuset fik nemlig et brat og glohedt endeligt, idet huset slet og ret gik op i røg og luer!

Fig. 1: Udgravning af det brændte langhus ved Sigkærgård. Husets tre sæt tagstolpehuller er markeret med landmålerstokke, mens det sydlige vægforløb er fremhævet med små, gule pinde. Selvom brandtomten ikke umiddelbart syner af meget, er der i arkæologisk henseende tale om ganske velbevarede konstruktionsspor. Det er vel egentlig også temmelig godt gået, at der trods alt er så meget af tomten tilbage, i betragtning af, at der er tale om et hus opført i træ, strå og lerklinet fletværk med ikke mindre end 1500 år på bagen.

Fig. 2: Rekonstruktionsskitse af langhusets udseende.

I brandtomten fremkom bl.a. et sekundært brændt lerkar og som noget helt usædvanligt fandt arkæologerne også resterne af en forkullet, ornamenteret træskål. Men er vi her vidner til en ulyksalig jernaldertragedie, eller er brandtomten et resultat af en forsætlig gårdsafbrænding som et sidste led i sløjfningen af bygningen? Det vides ikke. Ét er imidlertid sikkert, bondefamilien på jernaldergården har forsøgt at holde ulykker fra døren med husofre til de højere magter. På bunden af et tagstolpehul fandt arkæologerne et næsten intakt og yderst flot dekoreret lerkar, omhyggeligt placeret i det sorte, trækulsfyldte stolpehul. Karret kan ikke være anbragt i stolpehullet med noget praktisk formål for øje. Vi må derfor antage, at det smukt ornamenterede kar, der sandsynligvis har indeholdt mad eller drikke, blev gemt under langhusets lergulv for at værne gården, dyrene og ikke mindst bondefamilien selv mod sygdom og modgang.

Fig. 3: Den størst bevarede del af det fine ornamenterede offerkar, som blev fundet i bunden af en tagbærende.

Fig. 4: Et af de større fragmenter fra den brændte træskål. Randen er fint afrundet og der ses ornamentik i form af to omløbende smalle furer.