SBM1296 Ladegård Skanderborg
Seks langhuse fra de første par århundreder af vor tidsregning blev udgravet i Skanderborgs industrikvarter.
Det virker umiddelbart sært at forestille sig, at jernaldermennesket, Banedanmark og Renosyd I/S skulle have sammenfaldende interesser, men det viste sig at være tilfældet på Sverigesvej i Skanderborg. De har i hvert fald været enige om, at dette højtliggende areal har været det oplagte sted at placere sig med henholdsvis boplads, opmagasinering og affaldsplads.
En arkæologisk udgravning bød på ikke mindre end seks flotte langhuse fra den del af jernalderen, der benævnes ældre romersk jernalder (ca.1-175 e.Kr.). At husene er fra denne periode, kan man se på det mønster, som stolpehullerne udgør. Ligesom de potteskår, der er gravet frem har ornamentik, der hører hjemme i de første par århundreder af vor tidsregning.