SBM1271 Hestehaven
Spændende stenalderudgravning med kæmpe kornfund i nedbrændt hus.
Anja Vegeberg Jensen
I forbindelse med en udstykning af et ca. 1 ha stort område ved Hestehaven i den nordvestlige udkant af Skanderborg, har museet foretaget en udgravning. Denne udgravning afdækkede beboelse fra de sidste århundreder af yngre stenalder, kaldet senneolitikum. På lokaliteten fandt vi en hel del gruber med keramik og flintafslag, samt 3 huse med en såkaldt forsænkning i østenden af huset. Forsænkningen er en nedgravning, som man formoder har været brugt enten som aktivitetsområde, måske som en slags lav plankeoverdækket kælder eller måske til at skabe frihøjde, så man har kunnet lave et loft til kornopbevaring. I et af de udgravede huse har der med stor sandsynlighed været et sådant kornloft, idet vi her har udgravet store mængder af forkullet korn. Huset er på et tidspunkt brændt ned, og hele kornloftet med indhold er styrtet ned i forsænkningen. Kornet skal nu undersøges nærmere, i håb om at det kan fortælle os mere om agerbruget i senneolitikum.
Husforsænkningen aftegner sig tydeligt mod den lyse undergrund.
Fladehugget og meget ildskørnet flintdolk fra det nedbrændte hus.