SBM1383 Firgårde IV, etape II, del 1
Flotte gårdsanlæg fra romersk jernalder er dukket op i Kildebjerg ved Ry.
I efteråret blev der udgravet den første del, ca. 2 ha, af Østfasen på Kildebjerg Ry, som ligger lige vest for Firgårde. Der er afdækket 30 konstruktioner i form af huse og hegn fra den romerske jernalder (1-375 e.Kr.), herunder en meget velbevaret og spændende gård fra den ældre del af romersk jernalder.
Her dukker det store gårdsanlæg frem af mulden. Stolper og hegn er markeret op med mel.
Særligt gårdsanlæg fra ældre romersk jernalder
utvetydig, da den er omgivet af et hegn. Gården har dækket ca. 500 m2 og bestod af fire bygninger. Den største bygning, som formodentlig har rummet både beboelse og stald, ligger længst mod syd og den sydlige væg udgør samtidig gårdens sydlige afslutning. Nord for langhusets vestlige del har der været et lille udhus med en sydlig indgang. For at komme hen til udhuset har man skullet passere en åbning i et hegn som går fra udhuset og til det sydlige langhus. Der har på denne måde været et lille aflukke foran indgangen til udhuset, måske et lille arbejdsareal, hvor dyr ikke har haft adgang. Nord for udhuset ligger et nord-syd orienteret langhus, som delvist har udgjort den vestlige afgrænsning af gården, mens et øst-vest orienteret langhus ligger nordøstligst i gården. Dette hus er til gengæld indrammet af det afgrænsende hegn og rummer kun én indgang, som ligger mod syd, ind mod gårdspladsen. Den østlige afgrænsning af gården var dannet af et hegn og rummede en indgang ind mod midten af gårdspladsen. Af andre indgange ses kun én, nemlig den sydlige indgang i det største langhus, men denne har formodentlig været anvendt som ud-og indgang for dyreholdet.
Ved udgravning af det største hus, langhuset mod syd, stod det klart af den var nedbrændt. Det var massive mængder trækul og rødbrændt ler i stolpesporene. Der er taget jordprøver fra stolpesporene, som i skrivende stund er ved at blive undersøgt på Moesgårds naturvidenskabelige afdeling. Forhåbentlig vil analysen bringe spændende nyt om husets indretning og brug.
En ragekniv af jern blev fundet i en urne kun 20 meter fra den store gård fra ældre romersk jernalder. Måske er det en beboer fra gården som er gravlagt her?
Samtidige gravlæggelser
I forundersøgelsen blev der fundet to urnegrave ca. 20 m vest for gården på den ene side af en lille bakkeknold. Urnerne er nedsat i den ældre romerske jernalder og kan således være samtidige med gården. I den ene blev der fundet en velbevaret ragekniv og en dragtnål af jern.