En sjælden velbevaret genstand
På Bøgely-udgravningen ved Låsby er der dukket en meget fin og sjælden genstand op – nemlig en hel avlssten. En avlssten er en blæsebælgs-beskytter som værner blæsebælgen mod den buldrende ild i smedeessen. Blæsebælget kan så blæse luft ind gennem hullet uden at være i fare for selv at gå op i flammer. En avlssten kan både være lavet af en sten eller formet i ler. Denne avlssten måler ca. 16x17cm og er rund/oval. Lerpladen har været ca. 3cm tyk og er formet i ler. Selve indpustningshullet er ca. 2,5cm i diameter. Det er meget tydeligt at se ildens påvirkning på leret. Omkring hullet på den side der vendte ind mod ilden er leret helt forglasset og leret omkring er sintret og forvredet. Der er desuden smeltet noget slagge ind i leret. På den anden side som vendte ud mod blæsebælget er leret rødbrændt.