Uffe Frank udstilling til marts
Fra den 11. marts 2023 kan man opleve særudstillingen "Savage Garden" i samarbejde med modeskaber Uffe Frank.
Det er første gang Uffe Frank viser sit arbejde i Danmark i en soloudstilling. “Savage Garden” er skabt til lejligheden og tager publikum med ind i modens og couturens univers i en både personlig og global fortælling.
Traner flyver mod solnedgangen hen over et hav, der skvulper i affald. Motivet på kappen ”Flooded Garden” er inspireret af klimaforandringer og forbrugssamfund. Mere personlige motiver er fra de lande, som Uffe Frank har levet i: Danmark, Italien og Indien. ”Indian Garden” vrimler med håndbroderede sommerfugle med katteøjne, mens ”A party in Hans Christian Andersen´s Garden” er barndommens land og inspireret af gamle papirklip af H.C. Andersen.
Serien af håndbroderede kapper er lavet i eksklusive stoffer med broderede motiver og perlearbejde. Sammen med rækken af collager er de en del af Uffe Franks kreative proces. Kapper er unisex. De kan passe de fleste. Samtidig kan kapper have både ceremonielle og magiske betydninger og på den måde opfylde en personlig drøm eller give superkræfter.
Uffe Frank er født i Skanderborg i 1962, men flyttede som ung til København, og sidenhen London for at uddanne sig inden for mode og design. Efter at have arbejdet for store modehuse i udlandet blev han for alvor kendt i Danmark, da han designede Kronprinsesse Marys brudekjole.
Museum Skanderborg stillede med udstillingen om Holger Blom i 2017-2019 skarpt på identitet og personlig rejse fra en lille provinsby til respekteret modeskaber med kongehuset som kunde. Det er forunderligt, at en provinsby som Skanderborg kan fostre op til flere anerkendte modeskabere.
Udstillingen Savage Garden ledsages af en række saloner og værksteder for både børn og voksne om håndværk, mode og at følge sine drømme.