| Dansk navn | Hyld, almindelig |
|---|---|
| Plantenummer | 10b |
| Latinsk navn | Sambucas nigra |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Anvendelsesområde | Mad og medicin |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Bladene indeholder æterisk olie. Blomsterne indeholder et glycosid, rutin, der har samme virkning som P-vitamin, der er en nødvendig del af kosten, hvis man vil undgå visse mangelsygdomme, f.eks. skørbug. Frugterne er rige på A-, B- og C-vitamin. |
| Beskrivelse | En glat, urteagtig, 8-10 m høj plante, som regel med bueformede, nedadkrummede grene med hvid marv. De store stilkede, uligefinnede blade har 5-7 ægformede og savtakkede småblade. De stærkt aromatiske, hvide blomster sidder i ret flade, skærmformede kvaste. Blomsterstanden har hyppigst 5 hovedstråler, først opret, siden nikkende. Hylden blomstrer i juni-juli. Den modne frugt er et lille, violet til rødviolet, kødet bær. Planten ynder muldrig jord og er almindeligt forekommende, især i kratskove. |
| Kulturhistorie | Hyld, som er en ældgammel lægeplante, stammer oprindeligt fra Mellemeuropa, men har siden oldtiden været at finde i Norden, hvor den var almindelig ved bopladserne. Den hørte til blandt de hellige træer. Man mente således, at gudinden Freja, som skærmede mod alt ondt, boede i den. Af samme grund, og fordi hylden hjalp mod mange sygdomme, passede man godt på den. Igennem tiden har der været knyttet meget overtro til planten. |
| Historiske anvendelse |
Oldtidens kulturfolk, egyptere, grækere og romere anvendte hylden medicinsk. Om det også har været tilfældet med stenalderbefolkningen vides ikke, men kerner er fundet ved udgravninger af pælebygninger i Norditalien og Schweiz. Den græske læge, Hippokrates, (ca. 460-370 f. Kr.), brugte hyldens forskellige dele som afførende, urindrivende og gynækologisk middel. Den romerske naturhistoriker, Plinius, (ca. 23-70 e. Kr.) skriver med baggrund i signaturlæren, at mæslinger forsvinder, når den angrebne legemsdel piskes med en hyldegren, idet den forskelligt farvede og ru bark kan minde om hud angrebet af mæslinger. Grækeren, Dioscorides, (ca. 40-90 e. Kr.), der praktiserede i Rom, anvender hyldeblomster som urindrivende middel og de kogte blade til at uddrive slim og galde. Friske blade bruger han som omslag på betændelser og bylder. Han anbefaler bærrene til hårfarvning. Henrik Harpestreng (død 1244) bruger ligeledes hyldeblade som omslag på bylder og plantesaften mod spolorm, mens Henrik Smid (1546) forklarer, hvordan man skal fremstille hyldeolie af blomsterne og olivenolie. Simon Paulli (1648) anbefaler frisk mellembark mod podagra og hyldete mod rosen. Desuden skal saften af bærrene være effektiv mod vorter. Et afkog af hyldens tørrede blomster har gennem århundreder været anvendt som sveddrivende middel mod febersygdomme. Den romerske historieskriver, Tacitus skriver omkring år 100, at hylden er et helligt træ, og at den anvendes ved begravelser. Duften af blomsterne mener han dog er farlig, og blot man har en hyld ved sit hus holdes man utøj og hekse borte. Megen overtro har således knyttet sig til planten. Hvis man Sct. Hans-aften spiste hyldens blomster stegt i smør, ville man ikke få feber i det år. Skulle man alligevel få feber, så kunne sygdommen kureres ved at binde et bånd, som den syge havde haft på sig, om en hyldegren en nat med aftagende måne. Tandpine kunne forsvinde ved at stikke hul på tandkødet med en splint af hyldetræet og derefter anbringe splinten på sin gamle plads på hyldetræet. Tandpinen ville derefter blive overført på træet. Det siges, at hylden beskytter mod lynnedslag, og hvis man laver fløjter af hyldegrene, vil alferne blive tiltrukket af tonerne. Også i de kristelige legender optræder hylden. I Ungarn fortælles det, at Kristus blev pisket med hylderis, og at det er derfra planten har sin grimme bark med ridser og rifter. Ifølge Apostlenes Gerninger skal Judas efter at have forrådt Kristus have hængt sig i en hyld. I dag anerkendes det, at planten har feberstillende virkning, og den anvendes til behandling af forkølelse og halsinfektioner. Af blomsterne fremstilles en forfriskende drik, og de bruges desuden i urtekosmetik. Bærrene kan spises kogt eller syltet eller til den populære hyldedrik. Grenene kan anvendes til kurvefremstilling og til farvning. |
| Henvisninger/litteratur |
Mabey, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter. Nielsen, Harald 1969: Lægeplanter og trolddomsurter. Olesen, Anemette 2006: Hekseurter. |
Klik for stort billede