| Dansk navn |
Kvæsurt, Læge-kvæsurt |
|---|---|
| Plantenummer | 15 |
| Latinsk navn | Sanguisorba officinalis |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Anvendelsesområde | Medicin |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Garvestoffer, saponiner og et glykosid, sanguisorbin. |
| Beskrivelse | En flerårig 50-100 cm høj plante med grenet stængel og stilkede, hjerteformede, savtakkede blade. For enden af stængelgrenene sidder de purpurrøde blomster samlet i et aks. Planten blomstrer juni-august. Den er meget sjælden i Danmark, men findes på nogle få Midtjyske enge. |
| Kulturhistorie | Planten har været brugt som blodstillende middel, og slægtsnavnet sanguisorba er en sammenstilling af de to latinske ord for blod ”sanguis” og opsuge ”sorbeo”. |
| Historiske anvendelse |
Henrik Harpestreng (død 1244) skriver om kvæsurt, at den afhjælper svaghed i hjertet og virker blodstillende. Desuden læger den vattersot, hoste, hoved og bryst. Og hvis ens mund løber i vand om morgenen, skal man spise kvæsurt. Planten er vanddrivende og siges at være god for nyrerne samt at rense galde og lever. Saften er et middel mod diarré, og bladene kan bruges som plaster på sår og bylder. Den har også været brugt som mælkestimulerende middel hos ammende kvinder. |
| Henvisninger/litteratur |
Lademanns naturfører Farve-flora. 1974. Lindt, Inge 1976: Lægeplanter i folkemedicinen. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. Olesen, Anemette 2005: Henrik Harpestrengs urter. |
Klik for stort billede