| Dansk navn |
Pestilenzurt, Rød hestehov, Tordenskræppe |
|---|---|
| Plantenummer | 63 |
| Latinsk navn | Petasites hybridus |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Anvendelsesområde | Medicin |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Bladene indeholder garvesyre og slim, roden tillige et alkoloid og en flygtig olie. |
| Beskrivelse | En flerårig 70-150 cm høj plante med tyk, vandret rodstok og 15-40 cm høje blomsterskafter med rødlige skælblade og en klaseformet stand af små rødlige blomsterkurve, der skyder frem allerede i marts-april, mens de rosetstillede, langstilkede og hjerteformede grundblade, der kan blive 30-60 cm i tværmål, først dannes senere på foråret. Planten findes især omkring voldgrave ved herregårde og i forbindelse med klosterruiner. Kan i øvrigt træffes hist og her langs grøfter og vandløb. |
| Kulturhistorie | Planten er formentlig af munkene indført som lægeplante i Danmark i forbindelse med de store pestepidemier i 1200-1300-tallet, men allerede i antikken beskriver de græske læger Dioscorides og Galen bladene som sårhelende. Dette kan være grunden til, at man ofte finder planten omkring borgruiner, da stolte riddere ofte lå i strid med hinanden eller med herskesyge bisper og måtte lappes sammen af munke eller slotsfruer. Ifølge overtroen skulle plantens rødder beskytte mod torden og lynild. Heraf navnet tordenskræppe. |
| Historiske anvendelse |
Roden er spist mod pest og lagt på pestsår og bylder. I 1400-tallet blev et øludtræk af roden tillige anvendt mod gigt. Simon Paulli (1648) anbefaler, at man tygger roden, når man går ud, da det værner mod pestsmitte. Desuden kan man tilberede en balsam af plantens olie, som det i pesttider er godt at lugte til eller gnide næsebor og tindinger med. Han finder også, at planten kan uddrive menses. Pestilenzurt er optaget i farmekopéen fra 1772. Her anbefaler man at binde blade om lemmerne for at uddrive vattersot og som plaster på sår. Roden er tillige anvendt mod lunge- og leversygdomme hos heste, og et stykke rod i næsen på en syg ko eller gris skulle afhjælpe sygdommen. I folkemedicinen anvendes de friske blade stadig til at lægge på sår og som urin- og sveddrivende middel. I homøopatien anvendes et alkoholisk udtræk af den tørrede rodstok mod hovedsmerter og nyrekolik. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V.J. 1987: Folk og flora. Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog. Lind, J og Garner, H.N. 1993: Klosterhaven i Øm. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. |
Klik for stort billede