| Dansk navn | Betonie |
|---|---|
| Plantenummer | 67 |
| Latinsk navn | Betonica officinalis |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Anvendelsesområde | Medicin |
| Relikter | Ikke reliktplante |
| Indholdsstoffer | Gravesyre og betainer. |
| Beskrivelse | En flerårig urt med hårede firkantede stængler og mørkegrønne ovale til aflange groft takkede blade. De purpurfarvede blomster sidder i tætte kranse, samlet i aks. Betonie blomstre i juli – august og findes i egeskove, krat og tørre og våde enge, men er i øvrigt meget sjælden i Danmark. |
| Kulturhistorie | Gammel lægeplante der har fundet anvendelse fra oldtiden. |
| Historiske anvendelse |
Henrik Harpestreng (død 1244) anvender planten mod vattersot, blæresten, blodspytning øjensygdomme, hoste, ørepine og sårbehandling. Henrik Smid (1546) beskriver, at plantens rod, blade og blomster kan anvendes til alle indvortes sygdomme, det være sig mavens, leverens, miltens, nyrernes, blærens eller livmoderens. Hans Christian Bartsker (1596) anbefaler at drikke betonie kogt i vand mod slørede øjne. Planten findes beskrevet i farmakopeen 1772, hvor afkog virker mod hovedpine, gamle sår og podagra. Planten er forbunden med overtro, blandt andet siges det, at troldfolk benytter denne urt, da den er overmådelig magtfuld: Lægges friske betonie i en ring om hugorme, tør de ikke krybe igennem, men pisker med halerne og bider hinanden, til de dør. Ligeledes skulle plantens lugt virke beroligende på gartnere, og betonievand gøre en beruset mand ædru. Planten bruges stadig i dag i folkemedicin og homøopatien. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora. Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikkens florabog. Lademanns Naurfører, Farve Flora 1974. Lind, J. og H. N. Garner 1993: Klosterhaven i Øm. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. |
Klik for stort billede